AGN TIL FLADFISK
Noget af det fascinerende ved fladfiskeri er, hvor tæt agnvalget hænger sammen med livet på bunden. Fladfisk går ikke bare tilfældigt rundt og tager det første og bedste. De søger føde i sandet, mellem muslinger, omkring smådyr og efter bytte, der bevæger sig tæt ved bunden. Nogle af disse bytteemner har sæsoner. Derfor er de klassiske fladfiskeagn heller ikke tilfældige valg. Børsteorm, sandorm, rejer, muslinger og små fisk ligger alle tæt på det, fladfiskene naturligt møder og lever af.
Det er også derfor, agn er mere interessant end bare spørgsmålet om, hvad man kan sætte på en krog. Forskellige agn kan måske alle fange fisk, men de kan gøre det af vidt forskellige grunde. Den ene afgiver et kraftigt duftspor, den anden bevæger sig levende i vandet, en tredje bliver siddende efter hårde kast og en fjerde ligner noget, fisken allerede er på jagt efter. Den bedste agn er derfor sjældent bare den, der ser mest naturlig ud for os. Den skal også kunne arbejde rigtigt, holde sig på krogen og passe til den måde, der bliver fisket på.
Det betyder samtidig, at fladfisk kan overraske. De kan tage kunstagn, kombinationsagn og andre fødeemner, som ikke nødvendigvis findes naturligt på den plads, hvor man fisker. Men der er stadig forskel på noget, der kan fange en fladfisk, og en agn man med god grund tager med igen og igen, fordi den over tid har vist sin værdi.
På denne side gennemgår jeg de agn, der efter min erfaring er mest interessante til fladfisk, hvorfor de virker, hvordan de bedst bruges, og hvor deres styrker og svagheder ligger. Ikke som en facitliste, men som en måde at forstå agnen bedre på — for jo bedre man forstår, hvad der sidder på krogen, desto bedre kan man også forstå, hvordan det skal fiskes.
Børsteorm
Børsteorm er marine ledorme med tydelige børster langs kroppen. De arter, vi typisk bruger som agn, lever nedgravet i sand, mudder og blandet bund på lavt vand og i fjorde/estuariemiljøer. Flere arter tåler store udsving i saltholdighed.
De er altædende og kan både æde organisk materiale i sedimentet, smådyr og ådsler samt filtrere partikler fra vandet. De har et kraftigt, udskydeligt svælg med kæber, som de bruger til at gribe føde med.
Børsteorm lever naturligt i sand, mudder og blandet bund, hvor de i Danmark indgår i fødegrundlaget for blandt andet skrubber og rødspætter. De er derfor ikke bare en praktisk vare fra grejbutikken, men et fødeemne, som fladfiskene helt naturligt møder på bunden.
Børsteorm er i mine øjne en af de bedste agn, man kan sætte på et fladfiskeforfang. De kan købes levende i de fleste grejbutikker det meste af året.
De er sprælske og har meget bevægelse, de er saftige og udsender et kraftigt og naturligt duft-/smagsspor, og de har langt bedre holdbarhed på krogen end sandorm, eftersom de er mere robuste. Det har især betydning, hvis du fisker på muslingebånd, hvilket slider hårdt på agnen. Muslingerne står med skallerne åbne. Kanten af deres skal er meget skarp, og når noget rammer muslingen, vil den omgående lukke sig sammen. Hvis agnen i dette øjeblik befinder sig mellem skallerne, vil det svare til, at den bliver “bidt”. Det samme gælder i områder med krabber eller mange mindre fjæsinger og småisinger, som hakker aggressivt på agnen.
Børsteormen kroges fra den tykke ende. Før den et stykke op på krogskaftet, så den sidder ordentligt fast, og lad noget af ormen hænge frit. Sørg for, at krogspidsen altid er blottet og peger den rigtige vej. Det gælder i øvrigt alle agn til fladfisk.
Ved bådfiskeri, hvor der ikke skal kastes langt, kan man give den endnu mere frihed. En levende børsteorm med nogle centimeter fri hale arbejder virkelig godt i vandet. Nogle konkurrencefiskere lader endog meget af ormen hænge frit efter krogen.
Det er vigtigt at huske at skifte børsteorm ofte. Jo friskere orm, desto mere bevægelse og duftstof vil den afgive. En orm kan sagtens sidde på krogen længe, men den mister væske og udvaskes gradvist. Især på træge dage kan en frisk orm derfor gøre en kæmpestor forskel.
Hvordan du opbevarer børsteormene, kan du læse mere om på siden om opbevaring og konservering af orm.
FAKTA – Opdrættede børsteorm
En stor del af de opdrættede børsteorm på det europæiske marked kommer fra hollandske anlæg. Topsy Baits i Zeeland producerer Nereis virens (børsteorm) i stor skala – ca. 100 ton årligt. I Danmark importerer A/S KOTT levende børsteorm fra blandt andet Holland.
Sandorm
Sandormen er den klassiske fladfiskeorm over dem alle, og tidligere, før børsteormens indtog på markedet, var det absolut agn nr. 1 – og med god grund.
Sandorm (Arenicola marina) er en stor marin ledorm, der lever nedgravet i sand og mudret sand langs kyster og i tidevandsområder. Den laver karakteristiske U-/J-formede gange, som kan gå flere centimeter ned i bunden.
Den lever ved at æde sedimentet og udnytte bakterier, mikroalger, små bunddyr og organisk materiale i sandet. Det fordøjede sand ender som de velkendte sandormepølser på overfladen.
For fladfisk er sandormen et helt naturligt fødeemne på sandbund. Som agn har den især tre styrker: kraftigt duft-/smagsspor, naturlig bevægelse og meget blød konsistens, som fladfisk let kan suge ind. Den er saftspændt, så det kan sprøjte ud af den, når man kroger den, og det er virkelig en duft, fiskene reagerer på.
Ulempen er, at den er mere skrøbelig end børsteorm og derfor lettere beskadiges ved kast og fiskeri. Den er blødere end børsteorm og kan hurtigt blive slået i stykker ved lange kast, hårdt fiskeri og belastningen ved fiskeri over muslingebund. Det er også derfor, blanchering er så interessant, når sandorm skal konserveres til senere brug. Hvordan du blancherer og konserverer sandorm, kan du læse mere om på siden om opbevaring og konservering af orm.
Sandormen kroges fra den tykke ende og føres ned over krogen. Lad 1–2 cm af den tynde ende hænge frit og vrikke lokkende foran fisken. Igen skal krogspidsen være fri.
Sandormen har en kæmpe fordel frem for børsteormen. Du kan gå ud og finde dem i naturen. Danmark har kilometervis af kyst, og sandorm findes mange steder langs de danske kyster. Hvordan du graver eller pumper sandorm, er så omfattende og vigtigt et emne, at det har fået sin egen side her på Sundfisker.
Skalrejer og fjordrejer
Rejer er en af de mest praktiske alternative agn til fladfisk. De er naturlig føde for mange bundlevende fisk, og de kombinerer en tydelig duft med en konsistens, der er forholdsvis let at arbejde med.
Frosne skalrejer er især interessante, fordi de kan skaffes næsten overalt. De er billige, ligger løsfrosne og er derfor nemme at tage præcis det antal ud, man har brug for. De kan bruges hele, men halen er ofte den mest praktiske del. Lader man skallen sidde på, får man samtidig en agn, der er mere robust end rent blødt rejekød. Jeg agner som vist herunder. Andre sætter krogen fast fra modsatte side og sandsynligvis fanger det lige godt.
De fisker efter min erfaring ikke på samme niveau som friske orm over tid, men de kan være overraskende effektive, blandt andet til større skrubber. Det gør dem til en af de reserveagn, der faktisk giver mening at have liggende.
Fjordrejer er noget andet. Når de er i sæson, er de et helt naturligt fødeemne for fladfisk. Flere små rejer på samme krog kan give en fyldig agn, og et par forsigtige omviklinger med agnelastik kan hjælpe med at holde dem samlet.
Rejer har desuden én helt særlig fordel frem for de fleste andre agn: Det, man ikke får brugt, kan man spise.
Blåmusling
Blåmusling er en udmærket agn til mange fisk, da den lægger et kraftigt duftspor. Den er særlig velegnet til fladfisk, som jo har musling som naturligt fødeemne. Du kan skaffe blåmusling det meste af året. De kan købes hos fiskehandleren og en del supermarkeder fører også friske blåmuslinger. Det meste af året kan du selv “plukke” muslinger i vandet. De er nærmest overalt. Et nemt sted at samle dem er ved stensætninger, molekanter og ikke mindst pæle ved bådbroer.
Som fladfiskeagn er der en lille udfordring: konsistensen. Muslingekødet afgiver masser af duft og er et naturligt fødeemne på mange af de områder, hvor fladfisk søger føde. Men kødet er blødt og tåler dårligt både kast og længere tids fiskeri på bunden. De faste, hvide dele omkring lukkemusklerne giver et bedre sted at føre krogen igennem, men resten af kødet har ofte brug for hjælp. Her er agnelastik et af de små redskaber, som faktisk gør en forskel. Muslingekødet sættes på krogen og samles med nogle få omviklinger af den tynde elastik. Man behøver ikke pakke agnen ind som en mumie. Det er nok, at kødet holder sammen og stadig sidder på krogen, når tacklet rammer vandet. Herunder kan du se hvordan.
i en masse muslingesaft. Saml det gerne i en lille skål.
Før krogen gennem de mest faste dele af muslingen
Der skal ikke afsluttes med knude. Bare vikl 5-6 gange og hiv det over.
Bland det med havregryn og saml små poser i groft gazetube, som du kan sætte fast ved loddet. Det vil afgive et duftspor lige ved den agnede krog.
Fiskestrimler
Fiskestrimler kan være fremragende fladfiskeagn. Især sild og makrel er oplagte, fordi kødet indeholder meget fedt og afgiver masser af duft. Nyfanget makrel er eksempelvis en meget stærk agn. Hornfisk har en anden fordel: skindet er usædvanligt sejt, og en strimmel med skind kan blive siddende på krogen meget længe.
En god fiskestrimmel skal ikke bare være en tilfældig firkant filet. Den må gerne være lang, forholdsvis smal og let tilspidset, så den kan arbejde i vandet. Mindre strimler kan skæres på skrå gennem fileten. Skal man have en længere agn, der næsten kommer til at ligne en lille tobis, skæres den på langs.
Ved langsomt drivfiskeri arbejder sådan en strimmel virkelig fint hen over bunden og kan være et farligt bekendtskab for de større fiskeædende spætter og skrubber og ganske uimodståelig for pighvar og slethvar. Før altid krogen gennem skindet, gerne mere end én gang, så agnen i praksis bliver “syet fast”. Brug en knivskarp krog – du vil hurtigt opdage, at en sløv krogspids har svært ved at penetrere fiskeskind. Er det tilfældet, vil den også kunne have svært ved at kroge en fisk.
Tobis
Levende tobis er fremragende agn. Den er stærkt olieholdig fisk og afgiver masser af duft, som især aktiverer de fiskeædende fladfisk, såsom pighvar og slethvar og de helt store spætter og skrubber som i højere grad ernærer sig ved småfisk. Tobis har både formen og bevægelsen fra et naturligt byttedyr, og den lange slanke profil gør den oplagt til aktivt fiskeri, hvor agnen skal bevæge sig over bunden.
Levende tobis er nr. 1. Du kan fange dem med tobisforfang som er magen til sildeforfang, med meget små kroge. Tobisen fiskes bundnært og har du først fundet dem er de lette at fange. De er relativt sejlivede men skal opbevares i havvand som løbende skiftes og iltes. Det oplagte vil være at bruge en lille livewell til tobiserne. Du kan google dig frem til adskillige DIY beskrivelser af hvordan du med få midler bygger en sådan. Alternativt skal de opbevares i et fintmasket net i havvandet.
Frosne tobiser kan også bruges og de er noget lettere at skaffe da de forhandles af de fleste større grejbutikker. Desværre er de ikke løsfrosne, men jeg tøer dem præcis så meget op, at de er til at skille ad. Herefter fryser jeg dem stykvis med bagepapir i mellem. Så kan man nøjes med at tage de tobiser man skal bruge, uden at tø hele klumpen op. Da tobis er en meget fedtholdig fisk er holdbarheden begrænset – også i fryser.
Gulp og andre kunstige orm
Fanget på Sundfisker Gulhætte agne med rød Gulp.
Gulp er et kunstagn, der i de seneste årtier er tordnet frem vha. dygtig markedsføring. Jeg vandt engang 12 dåser Gulp i en fiskekonkurrence og har prøvet at fiske med dem under forskellige forhold.
Lad os starte med at slå fast, at Gulp faktisk virker. Det er ikke bare salgsgas. Men salgsargumentet om “outfishes natural bait” er en voldsom overdrivelse. Jeg har ved flere lejligheder afprøvet Gulp mod børsteorm. Der blev sat to stænger med ens forfang (hvide perler). Det ene forfang blev agnet med Gulp-ormene, det andet med friske børsteorm. Resultatet var som regel 3-1 til børsteormenes fordel.
En enkelt gang oplevede vi, at Gulp-ormene kunne fange store skrubber på tidspunkter, hvor fiskene næsten ikke rørte børsteormene. Omvendt vil børsteormene fange fladfisk på tidspunkter, hvor de helt ignorerer Gulp-ormene.
De gange, jeg har lavet forsøget, har børsteormene fanget overbevisende mange flere fisk end Gulp.
Kombiagn
Jeg har eksperimenteret lidt med at kombinere Gulp med naturagn, og det har virket rigtig godt. Til fladfisk bruger jeg en halv Gulp nereis orm, som monteres øverst på krogskaftet. I krogegabet sætter jeg så en stump børsteorm. Det er afprøvet og virker til de flade. Begge gange huggede de større skrubber på kombikrogen.
Tilsvarende kombinationer kan du bruge med de andre agntyper. Orm/reje/musling/fiskestrimmel
Øvrige agn
I den udenlandske litteratur kan man se der bruges andre agntyper. Det kan fx. være strimler af blæksprutte, knivmuslinger, krabbe og strimler af lever. En del beskriver kyllingelever og kyllingehjerter som gode agn til fladfisk. Rådet er hermed givet videre. Men det er uden personlig anbefaling, for det er agntyper jeg ikke personligt har prøvet.
Duftolier og attractants
Du kan købe boosterolier, man dypper agnen i, som efter sigende skulle kunne tiltrække fladfisk. Bl.a. laver Gulp en attractorvæske, som er den samme, deres gummiorm pakkes med. Måske giver det mening at dyppe en softbait i disse væsker, men det giver ingen mening at købe dyre friske orm, som har naturlig duft, for derefter at drukne deres duft i en attractorvæske.
Der forhandles pt. en duftolie, som hedder Jenzi Grossman’s Spezial Wurmtunke. På flasken er der afbilledet en fladfisk, og den skulle efter sigende indeholde “duft af ormesaft”. Hvis du lugter til den, lugter den kun af fiskeolie. Det er interessant, fordi det ikke er fiskeolie i sig selv, der ser ud til at være blandt de mest veldokumenterede kemiske fødesignaler hos fladfisk. Du kan nok fornemme min skepsis. Det er umiddelbart ikke noget, jeg vil anbefale, at man bruger sine penge på.
Hvordan agnen sidder, betyder noget
Selv den bedste agn kan monteres dårligt.
Den grundlæggende regel er, at krogspidsen skal være fri. Agnen skal sidde ordentligt fast, men den må ikke pakkes omkring krogen i en sådan grad, at spids og modhage ikke kan arbejde. Mere agn er ikke automatisk bedre agn.
Samtidig må noget meget gerne bevæge sig. En fri børsteormehale, en tynd fiskestrimmel eller en stump kunstorm kan tilføre liv til tacklet. Det gælder især ved drivfiskeri og andet aktivt fiskeri, hvor agnens bevægelse er en væsentlig del af præsentationen.
Størrelsen skal også tilpasses situationen. En ising kan uden problemer tage en meget lille stump orm, mens en stor skrubbe kan gabe over betydeligt mere. Får man mange små nap uden at kroge fiskene, er en mindre agn (og krog) måske noget af det første, det kan være værd at prøve.
Agnelastik hører også til blandt de få hjælpemidler, der reelt kan ændre, hvor godt en agn fungerer. Til musling, bløde rejer og andre løse agn kan nogle få omviklinger være forskellen på, om agnen stadig sidder på krogen efter kastet, eller om man fisker videre med en tom krog.
Hvilken agn skal man vælge?
Der findes mange agn, som kan fange fladfisk, men til almindeligt fiskeri efter rødspætter, skrubber og isinger er børsteorm og sandorm stadig det naturlige førstevalg. Det er de agn, man bør tage udgangspunkt i, og de vil i langt de fleste situationer være det sikreste valg.
Det betyder ikke, at de andre agn er ligegyldige. Rejer, musling, fiskestrimler, tobis og kunstige orm kan alle have deres berettigelse, og det er en fordel at kende dem og vide, hvordan de bruges. Nogle er oplagte som reserveagn, andre kan være interessante til bestemte arter, fiskemetoder eller situationer.
Pointen er derfor ikke, at man skal vælge mellem ti lige gode muligheder. Børsteorm og sandorm er grundlaget. Men jo bedre man kender alternativerne, desto flere muligheder har man, hvis forholdene, fiskeriet eller arten kalder på noget andet.