Fladfisk fra kyst og mole

Fladfiskeri fra land har ry for at være noget af det enkleste fiskeri, man kan dyrke. Et lod, et par kroge og nogle orm, og så er man i princippet i gang. Det er også rigtigt nok. På en god dag og en god plads kan man fange masser af skrubber og rødspætter ved bare at kaste ud, sætte stangen i en holder og vente på, at en fisk finder agnen.

Men der er temmelig stor forskel på at kunne fange en fladfisk fra stranden og på at blive rigtig dygtig til fiskeriet. Det sidste kræver, at man begynder at interessere sig for langt mere end selve hugget. Man skal have en idé om, hvad tacklet foretager sig, mens det ligger derude, hvordan strøm og vind påvirker det, hvordan man bruger indspinningen til andet end bare at få agnen hjem, og hvad de små kontakter i stangen egentlig fortæller.

Det er netop det, der gør kyst- og molefiskeri efter fladfisk langt mere interessant, end det umiddelbart ser ud. Der er ikke ret meget mellem fiskeren og det, der foregår på bunden. Man har ikke et ekkolod foran sig og kan sjældent se den bund, man fisker over. Til gengæld har man linen, stangen og loddet som en direkte forbindelse til den. Lærer man at bruge den forbindelse, kan man både fiske mere effektivt og få langt mere ud af hver eneste tur.

Hvor fladfiskene typisk opholder sig, hvilke bundtyper der er interessante, og hvordan man finder de små områder, der holder fisk, er et stort emne i sig selv. Det gennemgår jeg på siden om, hvor man finder fladfisk. Her tager jeg udgangspunkt i, at fiskepladsen er valgt. Nu handler det om, hvordan man fisker den.

Fra passivt bundmede til aktivt fladfiskeri

Det klassiske bundmede bygger på en ganske enkel strategi. Man kaster tacklet ud, lader loddet finde bunden, strammer linen op og venter. Agnen udsender duft, og på et tidspunkt skulle en fisk gerne finde den. Det virker, og der findes masser af situationer, hvor der ikke er nogen grund til at gøre det mere kompliceret. Er der godt med aktive fisk på pladsen, kan det være imponerende, hvor hurtigt de finder en stationær agn.

Problemet opstår først, når fiskene ikke står på det lille område, hvor tacklet tilfældigvis er landet. Så kan en fremragende agn ligge urørt i meget lang tid.

Jeg foretrækker derfor at tænke på fiskeriet fra land som et langsomt, aktivt bundfiskeri. Tacklet må gerne ligge stille, men det skal ikke nødvendigvis blive liggende på samme sted gennem hele kastet. Når loddet har ramt bunden, strammer jeg linen op og lader agnen arbejde et stykke tid. Derefter flytter jeg tacklet et mindre stykke og lader det igen falde til ro.

Hvor meget det skal flyttes, og hvor længe det skal ligge mellem bevægelserne, afhænger af forholdene. Jeg har aldrig været særlig begejstret for regler af typen, at man skal dreje fem omgange på hjulet og derefter vente præcis et minut. Den slags kan være nyttigt som udgangspunkt, men fiskene har ingen interesse i vores systemer. Nogle dage kommer huggene kort tid efter, at agnen er blevet flyttet. Andre dage virker det klart bedre at lade den ligge længere.

Det interessante er netop at opdage forskellen.

Når man trækker et tackle langsomt hen over bunden, får man først og fremmest affisket et langt større område. Et tackle, der ligger stationært i tyve minutter, fisker stort set den plet, hvor det landede. Et tackle, der gennem de samme tyve minutter er blevet flyttet nogle få meter ad gangen, har passeret en betydelig stribe af bunden. Sandsynligheden for, at agnen kommer i nærheden af en fisk, bliver ganske enkelt større.

Samtidig ændrer præsentationen sig. Agnen kommer i bevægelse, og loddet skaber en mindre forstyrrelse, når det bevæges over sand, grus eller skaller. Et fladfisketackle skal efter min mening hovedsageligt arbejde roligt men med variationer. Enkelte korte, kraftige ryk vil hvirvle bunden lidt op, og det vil fiskene undersøge. Bevægelsen, der opstår, når loddet langsomt trækkes frem og agnen følger efter, kan gøre en stor forskel.

Det er let at undervurdere, hvor aktive fladfisk faktisk er. Deres udseende indbyder næsten til forestillingen om et dyr, der ligger fuldstændig fladt på bunden og venter på, at maden kommer forbi. Men en fladfisk kan sagtens opsøge noget interessant, følge en agn og foretage flere hugforsøg. Når man filmer agnens gang over bunden, opdager man hurtigt, at flere fisk følger tacklet, mens de inspicerer det. Det oplever man især under langsom indspinning, hvor der kan komme et lille nap, derefter ingenting og kort efter endnu en kontakt et par meter længere inde.

I den situation har fisken sandsynligvis ikke forladt området. Den har ofte bare ikke fået ordentligt fat første gang. Fortsætter man roligt, kan man få endnu et forsøg. Nogle gange kommer der tre eller fire små kontakter under den samme indspinning, før fisken enten bliver kroget eller opgiver.

Derfor er pausen også en vigtig del af fiskeriet. Aktivt fiskeri betyder ikke konstant bevægelse. Tværtimod er vekselvirkningen mellem bevægelse og stilstand ofte det interessante og tillokkende for fisken. Man flytter agnen, lader den falde til ro, giver fisken mulighed for at undersøge den og flytter den igen, hvis der ikke sker noget.

På den måde begynder man at fiske tacklet gennem området i stedet for bare at placere det derude.

Fra båd får man meget af den bevægelse foræret gennem drevet. Står man på land, må man selv skabe den. Grundprincippet er imidlertid det samme. Agnene skal arbejde hen over den bund, man ønsker at fiske, og man skal stadig have en fornemmelse af, at loddet er i kontakt med bunden.

Det er efter min mening den vigtigste forskel mellem blot at fiske med et fladfiskeforfang og faktisk at fiske målrettet efter fladfisk fra land.

Kastet begynder fiskeriet – det afslutter det ikke

Kystfiskeri og kastelængde hænger næsten uløseligt sammen i mange lystfiskeres hoveder. Man står på stranden med et stort hav foran sig, og den naturlige reaktion er at ville så langt ud som muligt. Hvis naboen kan nå 60 meter, vil man selv gerne ramme 70, og har man købt en rigtig surfstang, virker det næsten forkert ikke at bruge hele dens potentiale.

Evnen til at kaste langt er selvfølgelig en fordel. Den giver adgang til mere vand, og der vil være situationer, hvor fiskene står så langt ude, at kastelængden direkte afgør, om man kan nå dem. Men et langt kast har ingen værdi i sig selv. Hvis fiskene står 20 meter fra land, er 80 meter bare 60 meter for langt.

Derfor bør du bruge kastelængden som en variabel i fiskeriet, ikke som et mål for, om kastet er godt.

Har jeg to stænger med, synes jeg næsten, det er spild at lade dem fiske på samme afstand. Den ene kan ligge længere ude og fiske passivt, mens den anden fisker aktivt på kortere afstand. Efterhånden som der kommer hug, kan man begynde at danne sig et billede af, hvor det bedst betaler sig at bruge tiden.

Det samme gælder retningen. Et kast lige ud fra stranden er kun én mulighed. Et kast skråt til venstre eller højre fisker en anden del af bunden og kan samtidig arbejde helt anderledes i strømmen. Jeg vil langt hellere afsøge pladsen med forskellige retninger end mekanisk at ramme det samme område igen og igen, medmindre jeg allerede ved, at det er netop dér, fiskene står. Det er derfor, man ved de fleste former for kystfiskeri kaster i vifteform og affisker et stræk. Finder man ikke fiskene på strækket, rykker man længere ad kysten og starter viften forfra.

Der er en anden ting ved kastet, som ofte bliver overset. Det er ikke kun nedslagsstedet, der fisker.

Hvis jeg kaster 60 meter ud og arbejder tacklet helt ind til 10 meter fra land, har jeg i praksis fisket en stribe på omkring 50 meter. Det interessante område kan ligge hvor som helst på den stribe. Hugget kan komme kort efter nedslaget, midt under indspinningen eller på de sidste meter.

Det er en vigtig forskel i måden at tænke fiskeriet på. Man behøver ikke altid ramme den gode plet direkte med loddet. Det kan være mindst lige så effektivt at lægge tacklet på den anden side af området og derefter fiske agnen ind over det.

Kender man for eksempel en bestemt overgang på bunden, kan tacklet lande lidt længere ude og bevæges ind over den. På den måde kommer agnen arbejdende gennem området i stedet for bare at lande midt i det. Fisken får mulighed for at registrere bevægelsen og følge efter, og man får samtidig mulighed for at mærke, hvordan bunden ændrer sig.

Når der kommer fisk, bliver præcisionen pludselig langt vigtigere end den absolutte kastelængde. En fisk på et tilfældigt kast kan være held. To eller tre kontakter på omtrent samme del af kastet er noget andet. Så vil jeg gerne tilbage til området.

Kortere kast har også nogle fordele, som let drukner i fascinationen af distance. Der er mindre line i vandet, og dermed mindre linebue, som vind og strøm kan påvirke. Kontakten til tacklet bliver mere direkte, og små hug kan være lettere at registrere. På en dag med fisk tæt på land kan et kort kast derfor ikke bare være tilstrækkeligt; det kan være den bedste måde at fiske på.

Omvendt skal man heller ikke gøre det korte kast til en ny regel. Pointen er netop, at man ikke bør låse sig fast. Kastelængden skal bruges til at fiske den del af pladsen, der er interessant den dag.

Loddet som forbindelse til bunden

Når jeg langsomt arbejder et tackle ind, er det ikke kun for at flytte agnen. Jeg bruger samtidig loddet til at mærke, hvad der foregår under det.

Det lyder måske lidt højtideligt at kalde et simpelt blylod for et instrument, men der er faktisk noget om det. På land mangler vi den direkte information om bunden, som et ekkolod giver fra båd. Til gengæld kan den kontakt, der kommer tilbage gennem linen, fortælle mere, end man umiddelbart skulle tro.

Forskellen mærkes bedst, når man fisker forholdsvis roligt og med god kontakt til loddet. På jævn sandbund vil modstanden ofte føles ensartet. Loddet glider eller trækkes frem med nogenlunde samme belastning gennem længere tid. Kommer det ind over grovere materiale, begynder vibrationerne at ændre karakter. Småsten og skaller kan give små, tydelige stød. På større sten bliver kontakten mere hakkende, og risikoen for at sætte sig fast bliver mærkbar.

Blød bund kan føles anderledes tung. Loddet kan næsten virke, som om det bliver holdt tilbage og skal trækkes fri. Ålegræs og anden vegetation giver ofte en mere sej og eftergivende elastisk fornemmelse. Forskellene er naturligvis ikke så rene, som de lyder på skrift. Strøm, bølger, vind, lodtype og line påvirker selvfølgelig det hele.

Det afgørende er heller ikke nødvendigvis at kunne sige med sikkerhed, at man netop nu går fra fint sand til hjertemuslinger. Det interessante er forandringen.

Når et lod har arbejdet ensartet gennem en stor del af kastet og pludselig begynder at opføre sig anderledes, er der sket noget med bunden. Det kan være et skifte i materiale, en mindre kant eller et område med skaller. Det kan også være noget helt andet. Men man ved, at stedet adskiller sig fra det, man netop har fisket over.

Hvis hugget kommer samtidig, begynder det for alvor at blive interessant!

Det er her, man skal passe på med at gå for hurtigt fra observation til konklusion. Én fisk på et sted med lidt hårdere bund beviser ikke, at alle fiskene står på hård bund. Men kommer der flere kontakter samme sted, har man noget, der er værd at undersøge videre.

Over tid kan man opbygge en ganske fin fornemmelse af en fast fiskeplads. Man lærer måske, at loddet omkring midten af et bestemt kast altid ændrer karakter. Man ved, at det bliver mere stenet længere inde på én del af stranden, og at der er en stribe med blødere bund lidt til venstre. Fra mole lærer man, hvor langt ud stensætningen fortsætter, før man kommer ud på renere bund.

Den viden er værdifuld, fordi den gør fiskeriet mere præcist. Man ved, hvornår man med fordel kan give tacklet lidt ekstra tid, og hvornår det måske er klogt at løfte loddet lidt fri for at undgå et bundhug.

Man kan også bruge selve synketiden som en meget grov hjælp. Hvis man kaster med samme lod og nogenlunde samme længde i forskellige retninger, kan en markant forskel i tiden ned til bunden fortælle, at dybden ændrer sig. Det bliver aldrig et præcist dybdemål, og strøm kan snyde, men sammen med den øvrige fornemmelse af pladsen giver det endnu en lille brik.

Jeg synes, det er en stor del af fornøjelsen ved at fiske en kyst eller mole mange gange. Første gang er det bare vand. Efterhånden begynder man at have et mentalt billede af det, der ligger dernede.

Strømmen skal ikke altid bekæmpes

Strøm er en af de faktorer, man mærker mest direkte under fiskeri fra land. Den kan få loddet til at vandre, trække linen sidelæns og ændre hele den måde, tacklet fisker på. Den traditionelle reaktion er ofte at sætte et tungere lod på, indtil tacklet ligger stille.

Nogle gange er det præcis det rigtige. Andre gange fjerner man dermed en bevægelse, som faktisk var en fordel.

Jeg har ikke noget imod, at et fladfisketackle flytter sig med strømmen, så længe det foregår kontrolleret. Hvis loddet fortsat holder bundkontakt og langsomt vandrer hen over ren bund, får man en meget naturlig afsøgning, agnen driver på samme måde som de byttedyr fladfiskene ligger på lur efter. Strømmen udfører en del af det arbejde, man ellers selv skulle have gjort med hjulet.

Det kan minde meget om et langsomt drev fra båd. Tacklet bevæger sig kontinuerligt over nye områder, mens agnene arbejder efter loddet.

Problemet opstår, når bevægelsen bliver for hurtig eller uforudsigelig. Et lod, der ræser hen over bunden, løfter sig eller driver ind i sten, fisker ikke godt. Det samme gælder, hvis linen står i så stor en bue, at kontakten forsvinder.

Derfor synes jeg ikke, det giver ret meget mening at tale om én rigtig lodvægt. Den rigtige vægt er den, der under de aktuelle forhold giver den bevægelse og kontakt, man ønsker.

Er 40 gram nok, er der ingen særlig gevinst ved at sætte 80 gram på. Kræver strømmen 80 gram for at holde et nogenlunde kontrolleret fiskeri, er 40 gram selvfølgelig for lidt. Det afgørende er ikke tallet på loddet, men hvad det foretager sig ved bunden.

Kastevinklen betyder meget, når der er sidestrøm. Kaster man lidt op mod strømmen, kan tacklet efter nedslaget blive ført gennem en bue, efterhånden som vandet tager fat i linen. Det betyder, at ét kast kan fiske en stor stribe bund, uden at man selv behøver at flytte tacklet ret meget.

OBS: Det er en glimrende metode på ren bund. På en mole med store sten eller andre forhindringer kan den samme bevægelse være en sikker opskrift på at miste grej. Derfor må strømmen altid ses sammen med pladsen.

På moler er det særligt tydeligt, fordi selve konstruktionen påvirker vandet. Den side, hvor strømmen rammer, kan fiske helt anderledes end læsiden. Ved molehovedet kan vandet accelerere, dreje rundt om spidsen og skabe hvirvler eller mere rolige områder få meter fra hårdt løbende vand.

Det kræver ingen større videnskabelig metodisk plan. Man skal bare lægge mærke til, hvordan tacklet opfører sig. Hvis man kaster til højre og loddet arbejder roligt hen over bunden, mens samme vægt på venstre side straks bliver fejet rundt om molehovedet, har man allerede lært noget om stedet. Så kan man enten tilpasse vægten eller bruge bevægelsen aktivt.

Der er også dage med meget lidt strøm. Her kan et stationært tackle næsten blive for stationært. Agnen ligger det samme sted, og der sker ikke meget omkring den. På den type dag vil jeg typisk arbejde tacklet mere aktivt og selv sørge for, at det bevæger sig gennem området. Det interessante er, hvordan strømmen påvirker præsentationen.

Vind, bølger og den praktiske fiskbarhed

Vind har selvfølgelig betydning for vandets bevægelse og forholdene langs kysten, men for fiskeren har den også en mere direkte funktion. Den bestemmer i høj grad, hvor godt man kan kontrollere sit tackle.

Sidevind er et klassisk eksempel. Efter kastet får vinden fat i linen og laver en stor bue. Jo mere line der er i luften eller på overfladen, desto større bliver påvirkningen. Pludselig flytter tacklet sig ikke nødvendigvis på grund af strømmen ved bunden, men fordi vinden trækker i linen.

Det gør samtidig kontakten dårligere. Små nap forsvinder i bevægelsen, og man kan få svært ved at afgøre, om de ryk, man ser i stangtoppen, skyldes fisk, bølger eller bare linen.

Her hjælper det ofte at få så meget line som muligt ned mod vandet efter kastet. Stik gerne stangspidsen ned i vandet lige akkurat før nedslaget. Ofte er vinden svagest tættest på vandet og kraftigere des højere tacklet kommer i kastet. Prøv derfor at kaste med stangtoppen lavere og mindske den del af linen, som vinden kan få fat i. Et lidt tungere lod kan være nødvendigt, men igen er vægten kun et middel til at opnå kontrol.

Pålandsvind kan skabe meget interessante forhold. Der kommer bevægelse i det lave vand, og bølgerne arbejder med bunden. Men der går også en grænse. Bliver vinden for kraftig, kan fiskeriet blive et spørgsmål om at bekæmpe naturen mere end om at fiske. Tang og løst ålegræs samler sig på linen. Store bølger bevæger stangtoppen konstant, og et tackle, der egentlig ligger fint på bunden, kan blive trukket rundt af den store linebue. Selv hvis der står masser af fladfisk derude, kan man nå et punkt, hvor det ganske enkelt er svært at præsentere agnen ordentligt.

Fralandsvind giver tit den modsatte situation. Vandet tæt på kysten bliver roligere, og kontrollen med tacklet kan være fremragende. Det gør lange kast lettere og små hug tydeligere. Ofte er fiskene p.g.a. de roligere forhold mindre aktive og kan være svære at få til at hugge.

På moler tænker man at man nogle gange kan udnytte konstruktionen til at finde læ. Ydersiden kan være udsat for bølger og vind, mens indersiden få meter væk er næsten rolig. Medmindre det er tilladt at fiske ind i havnebassinet (og det er det stort set ingen steder), så lad være med at falde for fristelsen. Havnens primære brugere, lystsejlerne og erhvervssejlere, er med rette bekymrede for, at vores grej kan ramme deres både. Som lystfiskere skal vi altid udvise god stil, ikke være til gene og naturligvis rydde op efter os.

Vandstanden spiller på samme måde ind. På Vestkysten og andre områder med tydeligt tidevand kan ændringerne være store og have direkte betydning for strøm og dybde. I de indre danske farvande er tidevandet generelt langt mindre markant, og vind og lokale strømforhold kan betyde mindst lige så meget for den faktiske vandstand.

Jeg synes derfor, man skal være varsom med udenlandske tommelfingerregler om, at en plads altid fisker bedst et bestemt antal timer før eller efter højvande. De kan være glimrende dér, hvor de er udviklet, men danske farvande er meget forskellige.

Det interessante er den konkrete plads. Hvordan fisker den ved høj vandstand? Hvad sker der, når vandet falder? Ændrer strømmen retning? Bliver bestemte dele lettere eller sværere at fiske? Det lærer man først rigtigt ved at vende tilbage.

Den åbne kyst

Den åbne strand er måske den fiskeplads, hvor forskellen mellem passivt og aktivt fladfiskeri bliver tydeligst.

Man kan stå med kilometervis af tilsyneladende ens kyst foran sig. Hvis man bare kaster ud, bliver det meget let et spørgsmål om at håbe på, at fiskene kommer forbi. Arbejder man mere aktivt, kan man i stedet bruge kastene til at undersøge et langt større område.

Jeg starter helst med variation frem for med en fast metode. Det betyder ikke, at jeg løber frem og tilbage langs stranden eller kaster tilfældigt i alle retninger. Jeg vil bare ikke låse fiskeriet til ét bestemt kast, før jeg har fået en grund til det.

Med to stænger kan den ene fiske længere ude, mens den anden ligger kortere. Den ene kan være forholdsvis stationær, mens den anden jævnligt arbejdes ind. På den måde får man en løbende sammenligning af forskellige afstande og præsentationer. Men to stænger kommer for mig først på tale, hvis det er en plads, jeg i forvejen kender. Når der skal afsøges vand, lader det sig praktisk kun gøre med en stang.

Det kan være overraskende tydeligt, når fiskene har en bestemt reaktion. Nogle dage kommer langt de fleste hug kort efter, at agnen er blevet flyttet. Man drejer nogle få omgange på hjulet, lader loddet falde til ro, og kort efter kommer de første små bevægelser i stangtoppen. På andre dage sker der ikke noget under bevægelsen. Først efter at tacklet har ligget stille et stykke tid, kommer fisken. Så må fiskeriet ændres derefter.

Jeg synes, det er en fejl at insistere på én bestemt indspinningsmetode hele dagen. Hvis fiskene tydeligt reagerer på bevægelse, skal tacklet bevæges. Hvis de tydeligt foretrækker længere pauser, skal de have dem. Det er en meget enkel form for tilpasning, men den bliver ofte overset. Det samme gælder selve indspinningen. Mange kystfiskere stopper med at fiske aktivt, når tacklet kommer tættere på land. De begynder bare at hale det hjem for at kontrollere agnen.

Jeg fisker gerne de sidste meter også. Et tackle kan stadig fiske på de sidste 15 meter. Faktisk kan den sidste del af indspinningen nogle dage være den vigtigste. Især skrubberne kan stå meget tæt på land, og et hug på lavt vand kan komme så sent i kastet, at man næsten allerede havde opgivet det.

Når der ikke kommer aktivitet efter en rimelig afsøgning, flytter jeg mig gerne langs stranden. Det behøver ikke være langt. Tyve eller tredive meter ændrer allerede den vifte, mine kast dækker. Den næste serie af kast arbejder dermed gennem noget andet vand. Det er stadig et roligt fiskeri. Man kan sagtens have kaffe med og nyde dagen. Det bliver bare ikke helt så stationært, som at sætte sig på sin medbragte klapstol og fiske passivt på sin yndlingsplads på molen.

Der er også en praktisk fordel ved at bevæge sig. Man får løbende en bedre fornemmelse af hele kyststrækningen. En plads, der tidligere bare var “stranden ved parkeringspladsen”, begynder efter nogle ture at få forskellige dele. Man ved, at fiskeriet ofte føles anderledes et bestemt stykke mod nord, eller at bunden bliver grovere længere mod syd. Du får et bedre lokalkendskab og muligheden for at opdage en plads, de andre lystfiskere ikke kender.

Blandede kyster kræver et andet fiskeri

En ren sandstrand er forholdsvis taknemmelig. Man kan arbejde et lod over lange afstande uden hele tiden at være bange for at miste tacklet. På en kyst med sten, tang, muslinger og sand imellem ændrer fiskeriet karakter. Her kan man ikke nødvendigvis trække loddet langsomt over bunden i 40 meter. Gør man det, vil det før eller siden finde den “dumme sprække” mellem to sten, hvor den sætter sig fast. Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal opgive den aktive metode. Den skal bare tilpasses.

I stedet for at slæbe loddet kan man flytte det i kortere etaper. En rolig løftebevægelse kan få loddet fri af bunden, hvorefter man tager lidt line ind og lader det falde ned igen. På den måde kan man arbejde gennem et område uden konstant at trække grejet ind i alle ujævnheder.

Man må selvfølgelig lære, hvornår et kast er færdigfisket. Hvis man ved, at de sidste ti meter består af grove sten, og det interessante fiskeri ligger på sandet udenfor, er der ingen grund til at slæbe tacklet helt ind gennem stenene hver gang. Når man mærker, at loddet når overgangen, kan man løfte det fri og hale resten hurtigt hjem over forhindringerne.

Det lyder enkelt, men det kræver kendskab til pladsen. Første gang mister man måske et par tackler. Efterhånden lærer man præcis, hvor den grove bund begynder. Husk, at der findes tackler, der er bygget til denne slags udfordringer, hvor krogene sidder en anelse højere over bunden, og loddet er fastgjort med en tyndere ‘knækline’, så man kun mister loddet.

Blandet bund stiller også større krav til koncentrationen. De små slag fra sten og skaller kan ligne hug, især i begyndelsen. Efter nogle ture får man en fornemmelse af rytmen. Loddet, der går over småsten, sender en række relativt ens vibrationer gennem linen. Når der pludselig kommer noget, der ikke passer ind, bliver man opmærksom. Det er ofte sådan et forsigtigt fladfiskehug først opdages.

På denne type kyst kan man ikke skille fisketeknikken helt fra bundtypen. Måden, tacklet arbejdes på, skal hele tiden tilpasses det underlag, det passerer. Det er en af årsagerne til, at jeg ikke tror ret meget på universelle regler for, hvor hurtigt man skal spinne ind eller hvor langt man skal flytte tacklet ad gangen. På en stor sandflade kan man tage flere meter uden problemer. På en stenet kyst kan en halv meter være rigeligt. Teknikken skal passe til stedet.

Molefiskeri er mere end det længste kast fra molehovedet

Moler er fremragende fiskepladser efter fladfisk, men de bliver ofte fisket meget ens. Man går så langt ud som muligt, finder en plads på molehovedet og kaster væk fra konstruktionen.

Det kan naturligvis være en god metode. Molehovedet giver ofte adgang til større dybde og mere strøm end længere inde, og mange fisk er blevet fanget på lange kast derfra.

Men molen er langt mere end bare en platform, der gør det muligt at kaste ud på dybt vand. Selve konstruktionen kan være en del af fiskepladsen. Stensætningen fortsætter under vandet og skråner ud, indtil den møder den naturlige bund. På nogle moler sker det forholdsvis tæt på kanten. På andre fortsætter stenene langt ud. Overgangen mellem konstruktionen og bunden udenfor kan være værd at fiske, og det betyder, at et kort kast nogle gange kan være mindst lige så interessant som et langt.

Det er derfor noget af det første, jeg ville undersøge på en ukendt mole. Ikke nødvendigvis ved at kaste helt ud, men ved at prøve forskellige afstande og mærke, hvornår loddet begynder at arbejde på en anden bund.

Man skal naturligvis være forsigtig. Et lod, der får lov til at rulle direkte ned mellem store molesten, kommer sjældent tilbage. Men lærer man, hvor kanten ligger, kan man fiske meget tæt på den uden konstant at miste grej.

Kaster man ind i hård strøm, vil det hurtigt vise sig, om loddet er tungt nok til den præsentation, man ønsker. Nogle gange vil jeg gerne have det til at holde forholdsvis fast. Andre gange er det helt fint, at det vandrer langsomt.

Molefiskeri kræver efter min mening lidt opmærksomhed på retningen af denne bevægelse. Hvis loddet vandrer hen over ren bund, er det glimrende. Hvis det vandrer ind mod stensætningen, er tiden begrænset. Så skal man være klar til at løfte det fri.

Derfor er det heller ikke uvæsentligt, om der er løs line. Linen bør, som udgangspunkt, altid være stram, så der er bedst mulig kontakt med agnen, og man kan mærke, hvad der sker i den anden ende, og reagere hurtigt, hvis det begynder at sætte sig.

En anden klassisk fejl på mole er at overse vandet direkte nedenfor. Nogle lystfiskere kaster så langt ud, at deres agn aldrig fisker den nærmeste del af pladsen ordentligt. Når tacklet kommer tæt på molen, bliver det bare hevet hurtigt op. Det er synd. På nogle moler kan fladfisk stå ganske tæt på konstruktionen, og der kan være gode områder få meter fra ens fødder. Det er i hvert fald værd at undersøge, før man beslutter, at alle kast skal gå mod horisonten.

Når man fisker flere personer på samme mole, kommer der naturligvis også et praktisk hensyn. Et tackle, der vandrer langt med strømmen, er glimrende, når der er plads. Det er mindre populært, hvis det med jævne mellemrum tager naboens to liner med sig. Den bedste teknik på papiret er ikke altid den bedste teknik på en fyldt mole. Husk altid at vise hensyn til nabofiskere og molens øvrige brugere.

Hugget skal læses

Når man begynder at fiske aktivt og have ordentlig kontakt til tacklet, opdager man også, hvor forskelligt fladfiskene kan hugge.

Nogle hug er meget tydelige. Stangtoppen begynder at dunke, og der er ingen reel tvivl om, at der sidder en fisk. Andre er så diskrete, at man i starten let overser dem.

Det kan være to eller tre små, bløde bevægelser. Tacklet føles pludselig lidt tungere. Linen bliver mærkeligt slap. Eller der kommer et enkelt puf, som ikke passer ind i de vibrationer, man har mærket gennem de foregående meter. Det sidste er vigtigt.

Når et lod bevæger sig over bund, sender det konstant signaler. Sten, skaller, strøm og bølger skaber alle bevægelse. I begyndelsen kan næsten hvert lille stød ligne en fisk. Med tiden lærer man rytmen.

Loddet over skaller giver nogenlunde samme type vibration igen og igen. Bølgerne trækker i linen på en genkendelig måde. Så kommer der pludselig noget andet. Det behøver ikke være kraftigt. Det er bare anderledes. Så bliver jeg opmærksom. Den klassiske reaktion hos en mindre erfaren fisker er ofte et meget hårdt modhug. Stangtoppen bevæger sig, og så skal fisken kroges ordentligt.

Det er sjældent nødvendigt efter fladfisk. En fladfisk kan tage agnen på mange måder. Den kan have fat i enden af en orm uden at have krogen i munden. Den kan arbejde med agnen og først efter lidt tid få den længere ind. Giver man et brutalt modhug ved den første lille kontakt, kan resultatet derfor være, at man ganske enkelt hiver agnen væk og… skræmmer fisken.

Jeg foretrækker at bevare kontakten og mærke efter. Kommer der yderligere bevægelser, eller mærker jeg en tydelig tyngde, strammer jeg roligt op. Når fisken er med, er der normalt ingen grund til et voldsomt slag med stangen. Det jævne pres og indspinningen sørger for resten.

Hvor længe man skal vente, afhænger af den konkrete situation. Jeg vil ikke sætte et antal sekunder på, for det ville give en falsk præcision. En dag med aggressive fisk er noget andet end en dag med forsigtige nap. Det er her, huggene begynder at give information om mere end blot tilstedeværelsen af fisk.

Hvis fiskene igen og igen kun hænger yderligt, eller man får mange små nap uden ordentlige krogningsforsøg, er det værd at overveje, om præsentationen bør ændres. Måske bevæger tacklet sig for hurtigt. Måske får fisken for lidt tid og man bør slække linen og lade tacklet ligge slapt et øjeblik på bunden, så fisken har tid til at suge krogen helt ind i munden. Nogle gange er det netop det modsatte, der skal til. En lidt mere kontant bevægelse, så fisken reagerer på den flygtende agn og hugger til.

Hvis fiskene derimod tager agnen hårdt og sidder dybt, er der sjældent nogen grund til at stå og vente længe efter det første tydelige hug.

Fiskene fortæller faktisk meget om deres opførsel, hvis man gider “lytte til stangen”. Et mistet hug skal heller ikke nødvendigvis behandles som afslutningen på kastet. Hvis fisken ikke blev kroget, kan den sagtens være i nærheden. Jeg lader ofte agnen falde til ro igen eller fortsætter den langsomme bevægelse. Der kan komme et nyt forsøg kort efter.

Nogle gange følger fisken agnen mange meter. Det kan mærkes som gentagne kontakter under indspinningen. På sådanne dage kan det være meget fristende at stoppe helt ved det første nap. Men det er ikke altid det, der virker bedst. En forsigtig fortsat bevægelse kan få fisken til at følge efter og til sidst tage mere beslutsomt.

Derfor er det svært at beskrive én rigtig fremgangsmåde. Man må mærke efter og justere sit fiskeri efter forholdene.

To kroge og spørgsmålet om dobbelthug

Et almindeligt fladfisketackle har ofte to kroge, og det giver en interessant situation, når den første fisk er kroget. Skal man hale ind med det samme, eller kan det betale sig at lade tacklet blive på bunden lidt længere?

Der findes ikke ét svar, der passer hver gang.

En kroget fladfisk skaber naturligvis betydelig bevægelse omkring tacklet. Den rusker, flytter sig og får både line, tafser og den anden agn til at bevæge sig. Hvis der står flere aktive fisk i området, kan det være nok til at tiltrække endnu en.

Har jeg fået en god fisk, og der ikke straks sker noget mere, vil jeg normalt hellere have den op, kontrollere agnen og få tacklet ned igen. Der er begrænset mening i at lade en kroget fisk blive trukket rundt over bunden i flere minutter i håbet om endnu en.

Er fiskene derimod tydeligt i hugget, og kommer der straks yderligere aktivitet, kan jeg godt give tacklet lidt tid og tit belønnes man med et dobbelthug. Andre gange fortryder man, fordi den fisk, der blev kroget først, nogle gange får held til at rive sig løs.

Det vigtigste ved en fisk på første krog er egentlig, at den har bekræftet, at der er aktivitet i området. Hvis man får tacklet hurtigt tilbage til omtrent samme sted, er chancen for endnu en fisk ofte bedre end ved at begynde at eksperimentere med et helt nyt område. Det er endnu en grund til at være opmærksom på, hvor i kastet hugget kom.

To stænger bør ikke fiske ens

Hvis jeg fisker med to stænger (det gør jeg næsten aldrig), bruger jeg dem til at fiske forskelligt. Fx. vil jeg lade den ene fiske stationært. Den kommer i en stangholder, og man kan sætte en lille bidmelderklokke på stangspidsen. Den anden fisker jeg aktivt med.

Det behøver ikke nødvendigvis handle om agn eller forfang. Den ene stang lader jeg fiske passivt i et særligt område, jeg enten har tiltro til eller gode erfaringer med. Jeg kaster ud, strammer linen op og lader den fiske af sig selv, mens jeg fisker aktivt med den anden. Når den stationære stang ikke har vist tegn på hugforsøg efter nogle minutter, spoler jeg nogle meter line ind og lader den være igen. På en mole kan den ene f.eks. fiske åbent vand og den anden langs molekanten.

Hvis den ene metode begynder at producere markant mere aktivitet, har man fået en indikation af noget, man kan arbejde videre med. Så kan man ændre den anden stang og se, om mønstret fortsætter.

Det er en form for fiskeri, jeg holder meget af, fordi man hele tiden kan teste små ting mod hinanden. Ikke med den ambition at gøre en fritidsinteresse til laboratoriearbejde, men fordi det er en effektiv måde at lære på.

Vi lystfiskere er ellers temmelig gode til at drage store konklusioner på et meget lille grundlag. Man ændrer noget, får en fisk fem minutter senere og beslutter, at man har fundet løsningen. Det kan være rigtigt, men det kan også være rent tilfælde.

Det samme problem gælder, når man sammenligner pladser, tidspunkt, bevægelse og alt muligt andet. En god tur skaber hurtigt en regel i hovedet. En dårlig tur bliver lettere forklaret væk. Se i stedet efter gentagelser. Når det kun virkede én gang, er det en observation. Når noget virker igen og igen under de samme forhold, begynder det at være interessant.

Pladsen ændrer sig, mens du står på den

Noget af det, der gør fiskeri frustrerende og samtidig vedvarende interessant, er, at en god løsning sjældent holder for evigt.

Man kan finde fiskene om morgenen, få et glimrende fiskeri i en time og pludselig opleve, at det hele stopper.

Det er let at tænke, at fiskene er blevet fanget eller bare er holdt op med at spise. Det kan være forklaringen, men der kan også være sket noget med forholdene. Strømmen kan være ændret. Vandstanden kan have flyttet sig. Vinden kan være taget til eller drejet. Det tackle, der tidligere arbejdede perfekt hen over bunden, ligger måske nu helt stille eller bevæger sig for hurtigt. Fisken kan også have flyttet sig.

Derfor synes jeg, man skal blive ved med at afprøve sine egne antagelser gennem turen. Har alle fiskene været på lange kast i den første time, kan man stadig af og til prøve kortere. Har den ene side af molen fisket godt, er det værd at registrere, hvad der sker, hvis strømmen vender.

Man behøver ikke konstant lave om på det hele. Det kan blive lige så ineffektivt som aldrig at ændre noget. Husk at det fiskeri, der fungerede tidligere, stadig vil kunne fungere.

Det gælder også tidspunktet på dagen. Fladfisk kan bevæge sig mellem forskellige vanddybder gennem døgnet, og især kystnært fiskeri kan ændre karakter omkring morgen, aften og mørke.

Jeg vil ikke gøre det til en regel, at morgen altid er bedst, eller at fiskene nødvendigvis kommer tættere ind på et bestemt klokkeslæt. Så enkelt er det ikke. Men hvis man fisker den samme plads på forskellige tidspunkter, vil man ofte opleve forskellene, og de er værd at huske.

En fiskeplads er derfor ikke bare et sted på et kort. Den er stedet sammen med forholdene som består af årstiden, tidspunktet på dagen, vejret, strømmen og fødeemnerne.

Det er også grunden til, at et waypoint eller en anbefaling fra en anden fisker kun fortæller en del af historien. Man kan stå præcis samme sted og fiske under helt andre betingelser. Kyst- og molefiskeren bliver bedre, når han begynder at se pladsen på den måde.

Når der ikke sker noget

De svære (og frustrerende) ture er efter min mening dem, man lærer mest af, hvis man bruger dem ordentligt.

På en god dag, hvor fladfiskene hugger fra første kast, er det meget let at føle, at man har knækket koden. Alt virker. Agnen er god, tacklet er godt, pladsen er god, og man gør tilsyneladende alt rigtigt.

Så kommer dagen, hvor den samme fremgangsmåde ikke giver en eneste fisk. Her har man også mulighed for at lære noget.

Hvis et tackle har ligget i tyve minutter uden aktivitet, behøver konklusionen ikke være, at der ingen fladfisk er på pladsen. Den eneste sikre konklusion er, at der ikke kom hug på den præsentation på det sted i de tyve minutter. Det lyder banalt, men der er en betydelig forskel.

Jeg vil derfor næsten altid ændre selve fiskeriet, før jeg begynder at rive alt udstyret fra hinanden. Jeg kan flytte tacklet længere ind gennem området, ændre kastelængden, indspinningshastigheden eller vinklen og prøve en anden del af molen. På åben kyst kan jeg flytte mig et stykke og fiske videre derfra. Jeg tillægger forfanget og dets farve stor betydning. Nogle gange stirrer fiskene sig måske blinde på farven gul. Andre gange har det mindre betydning. Agn og forfang er super vigtige. Det er derfor, de har fået deres egne sider her på sitet.

HUSK KUN at ændre noget på en måde, så man bagefter har en chance for at forstå resultatet.

Hvis man samtidig skifter plads, agn, forfang, kasteafstand og fisketeknik og så får en fisk, har man ganske vist fået fisken, men man har ikke lært ret meget om, hvorfor den kom. Det er fristende at ændre alt, når fiskeriet går dårligt. Men prøv at lade være. En ændring ad gangen er langsommere, men langt mere informativ.

Det gælder også, når man vender tilbage på en senere tur. Hvis fiskeriet sidste gang pludselig blev godt, da strømmen tog til, er det værd at huske. Hvis det samme sker igen, er observationen blevet mere interessant. Efter mange ture begynder der at dukke mønstre op.

De er sjældent så enkle, som vi gerne vil have dem til at være. En bestemt strømretning kan være god på én del af molen og dårlig på en anden. En pålandsvind, der var perfekt i september, kan gøre pladsen vanskelig i maj, fordi der driver store mængder tang. Det er den slags nuancer, der adskiller erfaring fra regler.

Erfaring opstår først, når man lægger mærke til noget

Det er muligt at have fisket fladfisk i mange år uden egentlig at have ændret sin måde at fiske på ret meget.

Man kan gå ned på den samme mole, stille sig det samme sted, kaste det samme antal meter og vente på et hug. Efter tyve år har man naturligvis oplevet meget. Men hvis man altid har gjort præcis det samme, har man ikke nødvendigvis undersøgt ret mange af de muligheder, pladsen gav.

Jeg mener ikke, at hver fisketur skal forvandles til en videnskabelig ekspedition. Lystfiskeri skal også bare være rart. Der må meget gerne være tid til kaffe, fiskesnak med makkeren eller bare at finde den meditative ro, fiskevandet giver en.

Men lidt nysgerrighed gør en forskel. Når fiskeriet pludselig bliver godt, er det værd at overveje, hvad der sker. Har strømmen ændret sig? Kom huggene efter, at tacklet blev flyttet? Er alle fiskene taget på den samme del af indspinningen?

Når fiskeriet stopper, er det lige så interessant.

Vi har en naturlig tendens til at huske det, der lykkes. Den fantastiske tur med 25 flotte fladfisk bliver siddende. De tre ture, hvor samme metode ikke gav noget særligt, bliver hurtigt glemt. Det kan skabe nogle stærke overbevisninger på et spinkelt grundlag.

Det gælder næsten alt inden for lystfiskeri. Farver, agn, forfang, vindretning, tidspunkt og fiskepladser.

Jeg har selv brugt masser af tid på at afprøve forskellige ting og er blevet overbevist om, at jeg havde fundet en sammenhæng. Nogle af dem holder stadig. Andre blev afkræftet. Det er ikke et problem. Det er en del af charmen ved fiskeri.

Det vigtige er at være villig til at ændre mening, når fiskene bliver ved med at fortælle noget andet. En enkelt fisk er en fangst. Flere fisk under de samme forhold begynder at være et mønster. Gentager mønstret sig over flere ture, har man erfaring, som er værd at tage med videre.

Det er også sådan, en god kyst- eller molefisker efterhånden bliver mindre afhængig af præcise anvisninger fra andre. Man behøver ikke få at vide, at man skal kaste 47 meter mod den røde bøje og bruge præcis denne type tackle. Man begynder selv at kunne vurdere, hvordan pladsen skal fiskes.

Man læser vandet, ser på strømmen og vælger en vægt, der får tacklet til at arbejde, som man vil have det til. Man mærker gennem stangen, når loddet kommer ind over en anden bund. Man registrerer, at huggene pludselig kommer efter længere pauser og justerer fiskeriet. Man opdager, at den korte stang har haft fire kontakter, mens den lange ikke har haft nogen, og holder op med at kaste langt bare af vane. Det er ikke én hemmelig teknik. Det er summen af en masse små observationer.

Det er efter min mening dér, kyst- og molefiskeri efter fladfisk for alvor bliver spændende. Det kan se meget enkelt ud udefra. To stænger, et par lodder og nogle orm. Men der foregår hele tiden noget under overfladen, som man kan forsøge at forstå lidt bedre.

Fra båd kan vi flytte os hen over bunden og lede efter dem. Fra land har vi ikke den mulighed på samme måde. Her må vi i stedet få tacklet til at arbejde, bruge strømmen, variere kastene og reagere på den information, der kommer tilbage gennem linen.

Når først man begynder at fiske på den måde, ændrer kystfiskeriet karakter. Stangen står måske stadig i holderen en del af tiden, og tempoet er stadig roligt. Men fiskeriet er ikke længere passivt.

Man venter ikke bare på, at en fladfisk tilfældigvis finder ens agn. Man fisker efter den.