Hvor finder man fladfisk?

Fladfisk ligger ikke tilfældigt spredt ud over havbunden. På ét område kan man drive flere hundrede meter næsten uden et hug, mens fiskene står tæt samlet på et ganske lille stykke bund lige ved siden af. Det er derfor sjældent nok bare at kende et godt område eller et bestemt waypoint.

Det interessante er at forstå hvorfor fiskene står netop dér.

Fladfiskenes placering ændrer sig gennem året. Vandtemperatur, føde, sæson og dybde spiller ind, og fiskene kan flytte sig mellem lavere og dybere vand. Men én faktor går igen næsten hver gang, man leder efter dem:

Fladfisk er bundlevende. Derfor er bundtype og fødetilgængelighed to af nøglerne til at finde dem.

Lærer du at genkende de bundtyper, kanter og strukturer, der holder føde, bliver du også langt bedre til selv at finde fladfisk.


Fladfisk er forskellige

Rødspætte, skrubbe, ising, tunge og pighvar stiller ikke nødvendigvis de samme krav til bund, dybde og føde. Rådene på denne side er generelle principper, med hovedvægt på det almindelige fiskeri efter rødspætte, skrubbe og ising. På artsiderne går vi mere i dybden med de enkelte arter.

Start med bunden

Sand- og grusbund er det klassiske udgangspunkt for fladfiskeri. Men en stor, ensartet sandflade er ikke nødvendigvis det mest interessante sted at begynde. Kig i stedet efter steder, hvor noget ændrer sig.

Det kan være:

  • sand, der går over i grus
  • en lille rende gennem en ellers flad bund
  • en skrænt, hvor dybden ændrer sig
  • kanten af en muslingebanke
  • et mindre plateau
  • små områder med grovere eller anderledes bund

Sådanne overgange skaber variation. Og variation i bunden betyder ofte også variation i det dyreliv og fødeemner, der findes der.

Orm, små krebsdyr, muslinger og anden føde er ikke nødvendigvis jævnt fordelt over havbunden. Derfor er fladfiskene det heller ikke. Hvis valget står mellem 500 meter helt ensartet bund og et område med flere tydelige overgange, begynder jeg næsten altid med det sidste.


Kig efter kanterne

Noget af det mest interessante på en fiskeplads er ofte kanten af noget andet. Forestil dig en muslingebanke omgivet af sand.

Selve banken kan være grov og vanskelig at fiske direkte hen over, men langs kanten mødes to forskellige miljøer. På den ene side ligger banken som er rig på fødeemner. På den anden ligger den mere åbne sand- eller grusbund, hvor fladfiskene kan ligge og har mulighed for at grave sig ned.

Det er præcis den slags overgang, der er værd at undersøge.

Det samme gælder en rende. På søkortet kan den se ubetydelig ud, mindre render er måske så ubetydelige at de slet ikke angivet på søkortene. Måske falder bunden bare et par meter og stiger igen kort efter. Men nede på bunden er det en tydelig struktur i et ellers ensartet landskab. Du finder dem tit dér, hvor dybden begynder at ændre sig.

Skrænter fungerer på samme måde. Det behøver ikke være et dramatisk fald. Få meters dybdeforskel kan være nok til at skabe en kant, som er interessant. Det er den slags steder, jeg gerne vil have mit tackle hen over. Og når man fisker dem grundigt, opdager man ofte, at huggene ikke kommer jævnt fordelt. I mit eget fiskeri finder jeg dem ofte i læsiden af forhøjninger. Det samme mønster beskriver Jens Ploug Hansen i Snør de flade: fladfiskene kan placere sig i læ af strømmen, mens fødeemner føres hen over kanten. Det er derfor et område, jeg altid fisker grundigt af.

Selv om fladfisk ikke er flokdyr, så har de det med at samle sig i bestemte områder, hvis bund, føde, dybde og forhold passer dem. Derfor står fiskene tit overraskende koncentreret på ganske lidt plads.


Muslingebanker er interessante – især langs kanten

Muslingebanker er altid værd at lægge mærke til. De skaber struktur og giver levested til langt mere end selve muslingerne. Omkring dem findes ofte orm, små krebsdyr og andet bundliv, som indgår i fladfiskenes fødegrundlag. Muslinger og andre toskallede bløddyr indgår også direkte i blandt andet rødspættens føde. I perioder oplever vi at fladfiskenes maveindhold næsten udelukkende består af muslinger.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at du skal fiske midt oven på den groveste del af banken. Ofte er kanten mindst lige så interessant. Her får du kombinationen af en føderig bund tæt på og sand eller grus, hvor fladfiskene kan ligge.

Får du flere hug langs den samme kant, så er det information, du skal bruge. Læg næste drev hen over kanten igen. Flyt det evt. et par meter.

Se om fiskene står på selve overgangen, lidt udenfor banken eller måske på en bestemt dybde langs den. Det er sådan, et stort område langsomt bliver til en konkret fiskeplads.


Dybden fortæller kun en del af historien

Man hører ofte udsagn som: “Rødspætterne står på 12 meter.” Og det kan sagtens være rigtigt. Den dag. På det sted!

Men det er farligt at gøre sådan en observation til en fast regel. Den bedste dybde kan ændre sig med sæson, temperatur, føde og andre forhold. En dybde, der giver masser af fisk i april, behøver ikke være den rigtige i juli.

Derfor er det mere interessant at spørge sig: Hvorfor står fiskene på 12 meter lige nu?

Er der en skrænt? Ligger der en muslingebanke? Skifter bundtypen? Er 12 meter en forhøjning mellem to forskellige områder?

Hvis du kun husker tallet 12 meter, har du én oplysning. Hvis du forstår, hvad der ligger på de 12 meter, har du noget, du kan bruge til at finde fisk et andet sted.


Lad drevet fortælle dig, hvor fiskene står

Søkort og ekkolod kan hjælpe med at finde interessante områder. Men selve fiskeriet fortæller mindst lige så meget.

Forestil dig et drev på 600 meter. De første 200 meter sker der ingenting. Så får du tre hug inden for måske 50 meter.

Derefter er der igen stille resten af drevet. Det fortæller dig noget langt mere værdifuldt end bare, at pladsen “gav tre fisk”.

Fiskene stod ikke på hele drevet. De stod koncentreret på de 50 meter. Så skal næste drev ikke bare være en kopi af det første.

Sejl tilbage og forsøg at ramme det samme område igen. Jeg vil gerne forskyde næste drev lidt. Måske rammer jeg den samme kant en smule ved siden af. Måske kommer jeg hen over den fra en anden vinkel.

Hugger fiskene igen, begynder der at tegne sig et mønster. Måske står de mellem 11 og 12 meter. Måske står de langs kanten af en muslingebanke. Måske er det præcis dér, hvor sandbunden går over i grovere bund. Nu er du ikke længere bare ude at drive og håbe. Nu har du fundet dem og kan fiske målrettet. Gem gerne et waypoint, men husk at datoen for waypointet er vigtig. Hvis det fx er et sted du finder mange i starten af oktober, så har du et rigtig godt udgangspunkt de efterfølgende år når du fisker i starten af oktober.


Brug søkortet til at lede efter noget, der skiller sig ud

Et godt søkort kan fortælle meget om et område, før tacklet kommer i vandet. Start med dybdekurverne. Ligger kurverne langt fra hinanden, ændrer dybden sig langsomt. Ligger de tæt, falder eller stiger bunden hurtigere.

På den måde kan du finde:

  • skrænter
  • render
  • plateauer
  • revler
  • dybdeovergange
  • mindre forhøjninger

Det betyder selvfølgelig ikke, at enhver dybdekurve er en god fiskeplads. Søkortet fortæller dig ikke nødvendigvis, hvor fiskene står. Det fortæller dig, hvor det kan være interessant at lede efter dem. Den forskel er vigtig. Søkortet finder kandidaterne. Fiskeriet afgør, hvilke af dem der faktisk holder fisk.


Ekkoloddet er ikke kun til at finde fisk

Ved fladfiskeri er ekkoloddet mindst lige så interessant som redskab til at forstå bunden.

Fladfisk ligger så tæt på bunden, at de ikke vil være synlige på skærmen. Det interessante er formen på havbunden. En lille rende. Et fald. Et plateau. En ændring i bundens karakter. Ligesom afbildning af bunden ser forskellig ud alt efter om det er blød eller hård bund. En masse fnuller lige over bunden kan betyde at der er så mange alger og bundgrøde at der ikke kan fiskes.

Sammen med søkort og plotter kan ekkoloddet hjælpe med at forbinde det, der sker med stangen, med det der findes under båden. Hvis huggene kommer igen og igen, når båden passerer den samme struktur, er det værd at undersøge. Jo flere gange mønsteret gentager sig, jo mere interessant bliver det.


Gem spor – ikke kun waypoints

Waypoints er nyttige. Men ved drivfiskeri kan sporene være mindst lige så værdifulde. Et waypoint viser ét punkt. Et spor viser hele forløbet.

Hvis du bagefter kan se tre drev hen over det samme område, og næsten alle huggene ligger på den samme lille del af sporene, har du pludselig en langt bedre forståelse af pladsen. Husk at markere hot spots med waypoint.

Efter et par drev kan der begynde at tegne sig et tydeligt billede. Måske ligger alle markeringerne langs den samme dybdekurve. Måske langs kanten af banken. Måske på den ene side af en rende. Det er den slags mønstre, der er værd at gemme.


Et waypoint fortæller ikke, hvorfor pladsen virker

Et waypoint fra en anden fisker kan være en glimrende hjælp og et godt udgangspunkt for dine drev, men et waypoint fortæller i princippet kun én ting: Nogen har på et tidspunkt haft en grund til at gemme det. Det fortæller ikke, om fiskene står der i dag. Og endnu vigtigere: Det fortæller ikke nødvendigvis, hvorfor pladsen var god.

Hvis du derimod opdager, at waypointet ligger på kanten af en muslingebanke, ved en bestemt dybdeovergang eller dér, hvor to bundtyper mødes, har du lært noget langt mere værdifuldt. Så kan du begynde at lede efter samme type plads andre steder.

Det er forskellen mellem at kende en god fiskeplads og at kunne finde nye fiskepladser selv. Et koordinat kan du få af andre. Forståelsen skal du selv bygge op.


Lær også at mærke bunden gennem stangen

Efter noget tid kan man mærke overraskende meget af bunden gennem stangen. Loddet får en blød svag rytme, når det bevæger sig hen over jævn sandbund. Grovere grus, sten og muslinger giver andre og ofte skarpere stød. Blødere bund føles anderledes igen.

I begyndelsen føles det måske bare som “støj” i stangen. Efterhånden begynder man at kunne skelne. Det bliver særlig interessant, når du kombinerer det med det, du ser på søkort og ekkolod.

Hvis du ser en bundændring på skærmen, mærker den i stangen og samtidig begynder at få hug, har du tre oplysninger, der peger i samme retning. Næste gang du mærker den samme type bund et andet sted, ved du, at det kan være værd at være ekstra opmærksom. Det er en del af det at lære at læse vandet.


Fra land kan du gøre præcis det samme

Du behøver hverken båd, ekkolod eller plotter for at fiske systematisk. Fra mole eller kyst er princippet det samme. Jeg har skrevet en længere og separat side om fladfisk fra kyst og mole, men her får du et par hurtige tips

Find ud af, hvor huggene kommer.

En meget almindelig fejl er altid at forsøge at kaste så langt som muligt. Men fiskene står ikke nødvendigvis længst ude.

Prøv forskellige afstande. Kast kort. Mellemlangt. Langt. Prøv forskellige retninger. Og læg mærke til, hvor huggene kommer.

Hvis de fleste hug kommer omtrent 40 meter ude, så har du fundet dem. Måske ligger der en rende. Måske ændrer bunden karakter. Måske går du fra sand til grovere bund netop dér. Du kan ikke nødvendigvis se strukturen, men fiskene kan afsløre, at den findes. Det vigtigste er at du har fundet dem. Når du først har fundet den afstand eller retning, der giver fisk, så fisk den grundigt. Det er landfiskerens version af at gentage et godt drev fra båd.

Brug satellitbilleder og søkort fra land

Kystfiskeren har ikke et ekkolod til at fortælle, hvad der ligger foran ham. Men meget af forarbejdet kan faktisk laves hjemmefra.

På Google Maps kan satellitvisningen mange steder afsløre bundforholdene på det lavere vand. Når vandet har været klart, da satellitbilledet blev taget, kan man ofte se tydelige lyse og mørke områder under overfladen. Farverne fortæller ikke nødvendigvis præcis, hvilken bundtype der er tale om, men de viser, at noget ændrer sig. Og det er netop det, der er interessant.

En lys sandflade, der brydes af et mørkere område, en smal stribe parallelt med kysten eller en tydelig overgang mellem to områder kan være værd at undersøge nærmere. Det mørke område kan eksempelvis være vegetation, sten, muslinger eller en anden type bund.

Satellitbilledet bliver endnu mere interessant, hvis du sammenholder det med et søkort.

På online søkort som eksempelvis Skippo.dk kan du se dybdekurverne og få en idé om, hvordan bunden falder ud fra kysten.

Kombinerer du de to oplysninger, kan du allerede hjemmefra begynde at udvælge steder, der ser så interessante ud at du bør starte der.

  • Hvor skifter bundens farve på satellitbilledet?
  • Hvor ligger en rende tæt på land?
  • Hvor kommer en dybdekurve usædvanligt tæt på kysten?
  • Hvor ligger der et plateau eller flak?
  • Kan et synligt bundskifte kobles sammen med en ændring i dybden?

Så har du pludselig en langt bedre grund til at stille dig ét bestemt sted på stranden/molen end bare at vælge den nærmeste parkeringsplads og kaste så langt som muligt.

Satellitbilleder skal selvfølgelig bruges som spor og ikke som facit. Vandets klarhed, tang, tidspunktet hvor billedet er taget og andre forhold kan påvirke det, du ser. Men som værktøj til at finde steder, der er værd at undersøge, kan de være rigtig gode.


Den gode plads flytter sig

En fiskeplads kan være rigtig god i én periode og næsten tom senere. Det betyder ikke nødvendigvis, at pladsen er blevet dårlig. Fiskene kan bare være flyttet.

Gennem året ændrer vandtemperaturen sig, fødegrundlaget ændrer sig, og fladfiskene vandrer mellem forskellige områder og dybder. Derfor giver det mere mening at tænke i en kombination af bund + dybde + sæson + forhold end at tro, at ét waypoint altid leverer.

Jo bedre du bliver til at forstå disse kombinationer, jo mindre afhængig bliver du af at kende “de gode pladser”. Du begynder ganske enkelt at kunne finde dine egne. Og det skal man ikke undervurdere.

Det er nemt at finde ud af, hvor alle de andre fisker, og så lægge sit drev i slipstrømmen. Men hårdt fiskepres kan reducere andelen af større fisk, fordi det netop er de fisk, der igen og igen fjernes fra bestanden. Derfor kan et meget befisket hotspot godt holde masser af fladfisk uden nødvendigvis at være stedet, hvor chancen for de virkelig store fisk er størst. Resultatet vil oftest være, at en stor del af fangsten består af mindre fisk, der skal genudsættes.

Finder du derimod selv et område, der holder fladfisk, og som næsten ingen andre fisker på, kan historien være en helt anden. Så kan det være, du har fundet storspætternes territorium.


Når du har fundet dem, så bliv ved dem

Det lyder selvindlysende, men det er en af de vigtigste ting ved fladfiskeri.

Hvis du får flere hug på et lille område: Stop med at lede efter fisk. Du har fundet dem. Nu handler det om at lære området at kende. Gentag drevet. Forskyd det lidt. Prøv den anden side af kanten. Se om fiskene står lidt højere eller lidt dybere. Læg mærke til om huggene kommer før, på eller efter selve bundskiftet. Et enkelt godt drev kan på den måde fortælle langt mere end bare, hvor mange fisk du fangede. Det kan lære dig, hvordan hele pladsen hænger sammen.


Find forholdene – ikke bare koordinatet

Der findes naturligvis gode fiskepladser. Men den vigtigste viden er ikke nødvendigvis deres GPS-position. Det er at forstå, hvad der gør dem gode.

Når du begynder at tænke på fiskepladser som kombinationer af bundtype, struktur, dybde, føde og sæson, bliver et waypoints noget andet. Det er selvfølgelig et kryds på søkortet, der viser hvor du på en given dato havde godt fiskeri og med høj sandsynlighed vil finde fisk igen. Men, det bliver et eksempel på en type plads, som du kan genkende andre steder.

Det handler ikke bare om at finde en plads, hvor der er blevet fanget fladfisk. Det handler i høj grad om at lære at genkende de forhold, der holder fisk.

Det er sådan, man langsomt lærer at læse vandet.