
SÅDAN FISKER DU FLADFISK
Fladfiskeri behøver ikke være kompliceret. Et lod, et forfang med et par kroge og noget god agn er i princippet nok til at komme i gang.
Men der er stor forskel på bare at have et tackle liggende på bunden og på faktisk at fiske effektivt efter fladfisk.
Det vigtigste er at finde fiskene, holde agnen nede ved bunden og præsentere den, så fiskene får lyst til at tage den. Og sker der ikke noget, skal du være parat til at ændre på dit fiskeri.
Her er det vigtigste, du skal vide for at komme i gang.

Start med at finde fiskene
Det første krav for at fange fladfisk er selvfølgelig, at der er fisk dér, hvor du fisker.
Fladfisk ligger ikke jævnt fordelt over havbunden. Et område kan virke næsten tomt, mens der få hundrede meter længere væk kan stå mange fisk.
Sand- og grusbund er gode steder at begynde. Overgange mellem forskellige bundtyper, mindre dybdeforskelle, render og skrænter kan også holde fisk.
Fisker du fra båd, så læg mærke til præcis, hvor huggene kommer.

Får du for eksempel tre hug inden for 50 meter på et drev, er der ingen grund til straks at søge videre. Sejl tilbage og læg næste drev hen over samme område. På den måde finder du efterhånden de steder, hvor fiskene står.
Fra land gælder det samme princip. Prøv forskellige kastelængder og retninger. Kommer flere hug på omtrent samme afstand, er det værd at fiske området grundigt af.
Læs mere om emnet på siden: Hvor finder man fladfisk?
Hold tacklet ved bunden
Fladfisk lever og søger det meste af deres føde ved bunden. Derfor skal dit tackle også arbejde dér. God bundkontakt er noget af det vigtigste i fladfiskeri.

Fra båd
Ved drivfiskeri sænker du tacklet ned, til loddet rammer bunden.
Herefter skal du kunne mærke, at loddet arbejder hen over bunden, mens båden driver. Mister du kontakten, må du justere med mere line eller et tungere lod.
En drivfart på omkring 0,8–1,3 knob kan være et fint udgangspunkt, men tallet er ikke et mål i sig selv. Vind, strøm, dybde og lodvægt spiller ind, og nogle dage vil fiskene have agnen langsommere eller hurtigere.
Det afgørende er, at tacklet fisker ordentligt ved bunden.
Fra kyst og mole
Her skaber du selv bevægelsen.
Kast ud, lad loddet nå bunden og spin derefter langsomt ind. Lav gerne korte pauser undervejs.
Du behøver ikke trække tacklet hurtigt hjem. Flyt det roligt hen over bunden, så du både giver agnen bevægelse og afsøger et større område.
Har tacklet stået stille længe uden hug, så flyt det.
Brug en god agn
Sandorm og børsteorm er et rigtig godt udgangspunkt til fladfisk, og de fleste fladfiskeres førstevalg. I tilfælde hvor du ikke kan skaffe orm, er skalrejer faktisk et ok alternativ.

Det vigtigste er, at agnen er frisk og sidder ordentligt på krogen. En udvasket orm, som har siddet længe i vandet eller er blevet ribbet af småfisk og krabber, fisker sjældent lige så godt som en frisk agn. Tjek derfor krogene jævnligt og skift hele tiden din agn.
Der findes mange andre agn, som også kan fange fladfisk. Rejer, fiskestrimler, muslinger og forskellige kunstagn kan alle være interessante alternativer. Men i mine øjne er det bedste (og nemmeste) at købe børsteorm eller sandorm hos din grejforhandler. Alternativt at grave eller pumpe dem selv. Du kan læse meget mere om alternativerne og hvordan du selv pumper sandorm på [Den store guide til agn til fladfisk]
Et almindeligt fladfiskeforfang er et godt sted at starte
Der findes fladfiskeforfang med næsten alle tænkelige kombinationer af farver, perler, spinnerblade, UV-materialer og andre attraktorer.
Du behøver heldigvis ikke have en hel samling forskellige forfang for at komme i gang med fladfiskeri. Et simpelt perleforfang med hvide perler er et fint sted at starte. Det er enkelt, overskueligt og kan sagtens fange fisk.
Når du har fået lidt erfaring, kan det være en fordel at have flere forskellige typer forfang med. Fladfisk reagerer ikke altid ens, og forskellige farver, materialer og former for attraktion kan fungere bedre under forskellige forhold. Vil du fiske mere systematisk, giver det derfor mening at kunne skifte mellem flere opsætninger og se, hvad fiskene reagerer på den pågældende dag.
Men det behøver du ikke begynde med. Start enkelt og få styr på bundkontakt, agn og præsentation først.

Du kan læse mere på siden om [Forfang til fladfisk – typer, farver og hvornår du skal skifte]
Der kan du gå mere i dybden med forskellige forfangstyper og lære, hvordan du kan bruge dem til at effektivisere dit fiskeri.
Når fisken hugger
Fladfisk hugger ikke altid hårdt. Nogle gange mærker du tydelige ryk i stangen. Andre gange er det bare nogle små puf eller en ændring i belastningen.
Når du har fisket et stykke tid, lærer du rytmen fra loddet, der arbejder hen over bunden. Sten, muslinger og ujævn bund giver som regel en genkendelig rytme i stangen. Et hug føles anderledes – som et eller flere uregelmæssige stød, der pludselig bryder rytmen.
Det er netop den forskel, du skal lære at mærke..

Undgå som udgangspunkt at give voldsomme modhug når du mærker fisk. Bevar kontakten til fisken, giv den lidt tid til at få fat i agnen og stram derefter roligt op. Et trick kan være at løsne linen så den kan sluge krogen uden at mærke modstand. Nogle dage tager fiskene agnen kontant. Andre dage er huggene forsigtige. Det er endnu en af de ting, du skal lægge mærke til.
Hvis du ikke fanger noget, så ændr noget
Det nytter sjældent at blive ved med at gøre præcis det samme i timevis. Hvis der ikke sker noget, bliver resultatet som regel også det samme. Har du fisket et stykke tid uden hug, så prøv noget andet.
Flyt dig
Fra båd kan det være et nyt drev, en anden dybde eller et helt andet område.
Fra land kan du ændre kastelængde, kasteretning eller flytte dig 20 meter længere hen ad kysten
Ændr præsentationen
Prøv at fiske langsommere eller hurtigere.
Lav flere pauser og forsøg om du kan fine ud af om det er korte eller længere pauser der giver fisk.
Eller giv tacklet lidt mere bevægelse. Nogle gange skal man dunke loddet i bunden et par gange for at hvirvle sand op eller trække hastigt en meter for derefter holde pause. Det er ofte netop, når agnen ændrer hastighed, at fisken hugger.
Tjek agnen – løbende
Er der stadig frisk og spændstig agn på krogen? Hvis ikke, så skift den.
Ormens saft og duftstoffer udvaskes hurtigt derefter er de bare et “tomt ormehylster” og ikke længere interessante for fiskene.
Prøv noget andet
Hvis fiskene stadig ikke reagerer, kan du prøve en anden agn, et andet forfang eller en anden farve.
Men prøv så vidt muligt at følge én regel:
Ændr kun én ting ad gangen.
Hvis du på samme tid skifter plads, agn, forfang og fiskefart, kan du godt begynde at få hug igen. Men du aner ikke hvorfor.
Ændrer du én ting, og fiskeriet pludselig bliver markant bedre, har du lært noget.
Lad fiskene afgøre, hvad der virker
Der findes masser af gode råd om fladfiskeri. Nogle virker ofte. Andre virker kun under bestemte forhold. Og en gang imellem gør fiskene noget helt andet, end man havde forventet. Derfor er noget af det vigtigste, du kan lære, at lægge mærke til dit eget fiskeri.
- Hvor kom huggene?
- Hvilken dybde fiskede du på?
- Hvordan bevægede tacklet sig?
- Hvilken agn brugte du?
Hvad var det der ændrede sig, da fiskeriet blev bedre eller dårligere? En enkelt fisk beviser ikke ret meget. Men sker det samme flere gange begynder der at tegne sig et mønster.
Det gælder også de ting, der ikke virker. Man behøver ikke få en fisk i båden for at blive lidt klogere.
Prøv noget. Se hvad der sker. Ændr én ting ad gangen. Se efter mønstre.
Og lad fiskene afgøre, hvad der virker.
Brug for friske opdateringer? Slut dig til over 12.000 lystfiskere i vores Facebook-gruppe Fladfiskeri i Danmark. Her kan du se, tips og fiskespots der giver fisk lige nu, og dele dine egne fangster!